Verdensmål 2: Varde
Kunstner: Ulrik Schiødt

Om Kunstner
Ulrik Schiødt, f. 1972, Danmark
Ulrik Schiødt har beskæftiget sig med kunst i det offentlige rum siden 1980´erne, malet på lærred siden 1991, og haft adskillige udstillinger, hvor debuten var på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1994. 1991-92 gik Ulrik på Akademiet for tegning og design i København, hvor der var fokus på traditionelle tegneteknikker.
Mange år med vægmalerier kulminerede i 1999- 2000 da Ulrik Schiødt malede `Evolution´ i København. Formatet på 5x 180 meter, gav plads til at visualisere den første del af livets oprindelse på jorden. De følgende år brugte Ulrik til at udføre flere vægmalerier i det offentlige rum og scenemalerier til teatre. Turen gik til Indien, fra 2008 til 2011, hvor Ulrik i de tre år stod for et større kunstnerisk projekt på resortet The Mandala.
Efter hjemkomsten til Danmark fortsatte Ulrik sin aktivitet, hvor nogle af de større vægmalerier kan nævnes: 80 m vægmaleri på Skolen ved Nordens plads på Frederiksberg i 2014, to gavlmalerier ved Slagelse station i 2016, Evolution 2, denne gang 470 m malet i samarbejde med 6 andre street artists i 2018, 3 store vægmalerier på Roskilde Handelsskole 2018- 2019, gavl og vægmalerier for Hundested Kino i 2020 og Sølund i KBH 2021. Senest i 2022 er Evolution 3, med målene 4x 160 m blevet malet i Göteborg, med 4 andre street artists.
Om Værket "Double Vision"
Maleriet tager udgangspunkt i et par unge mennesker fra vesten, og deres tanker og følelser om sult i verden. Overvejelserne kredser blandt andet om løsningsmuligheder, hvor nogle af de nødhjælpsorganisationer de tænker på at arbejde for, har adskillige. Én måde, omend i mindre målestok, er at donere husdyr, for eksempel en hønseflok til fattige familier. Kyllingen bliver til høns, der lægger æg, der kan spises og sælges eller blive til flere kyllinger. På den måde kan en familie få en værdig vej til selv at skaffe mad på bordet og arbejde sig ud af fattigdom.
Verdensmålet Stop sult visualiseres yderligere på flere måder: Én af de symptomer der kan opstå ved sult, er synsforstyrrelser. Som her visualiseret i silhuetternes transparens. Motivet har flere lag og der indbydes til storytelling. Kulturspinderiets ungdomsområde, hvor vægmaleriet skal placeres, har stor aktivitet og energi, der udtrykkes i landskabets dynamik og flere af motiverne.
Landskabet i billedet har en skulpturel inspiration, der henviser til Vardes mange skulpturer.
Det er samtidig inspireret, og videreudviklet, af omgivelserne omkring vægmaleriets placering, nemlig skateanlæggets kurvede udformning. Fra det relativt simple over i abstraktion. Fra betonfarver til sandfarver, fra storby til sand og ørken.
TAK TIL
Den Jyske Kunstfond Region Midtjylland Kulturlaboratoriet
Kultur og Fritid i Varde Kommune
Alle de lokale samarbejdspartnere og sponsorer:
Kulturspinderiet i Varde Ungehuset Varde
FERNISERING ER AFHOLDT
Lørdag 24. September kl. 15:00
Kulturspinderiet v/ skaterbanen, Varde
Kunstprojektet Verdensmålsgavlene 17gavle.dk inviterer til fernisering af Verdensmålsgavlen i Varde. Gavlen er en af de 17 spændende nye gavle.
På vegne af den lokale arbejdsgruppe og Street Art kunstneren Ulrik Schiødt glæder vi os til at byde jer velkommen til indvielsen af kunstværket til Verdensmål 2: STOP SULT.
PROGRAM
Kl. 15:00 indvies værket officielt med taler af udvalgsformand for Kultur og Fritid Sandie Eis Ravn, folketingspolitiker og tidl. Verdensmålsordfører Birgitte Vind, billedkunstner Hans Tyrrestrup, projektansvarlig for Verdensmålsgavlene Carsten Jensen og kunstneren bag værket Ulrik Schiødt.
Der vil blive budt på lidt at drikke samt snacks til de fremmødte.
FAKTA
VERDENSMÅL 2: STOP SULT
Kunstner: Ulrik Schiødt
Titel: Double Vision
Kunstart: Street Art
Sted: Kulturspinderiet ved skaterbanen, Kærvej 21, Varde